Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen
Forside
Alle digte
Seneste nyt
Om Polifilo
Om Rune Engelbreth Larsen
Søg
Kontakt
Polifilo.dk


Sommersolhverv



Når tiden på ny haler ind på sin hale,
forcerer et buldrende skyggefyldt rige

de solgyldne gry med den lysende tale
og byder dem sagte, men dagligt at tie.

De hviskende stjerner i nætternes dvale
fordriver nu ublidt, men helt uden svie

den daglige sol og dens blændende sale
til kanten af døgnrytmens yderste dige.

Den bølge, der atter er nødt til at dale,
har nået sit klimaks og nulstiller lige

pendulet, som runder sin halvårsfinale.
Momentummet vender, det gamle må vige,

markeres af årstidens saltomortale,
et solhverv, et zenit, en evig intrige.



Rune Engelbreth Larsen: Cirklen og tangenten (2012)


En sonetkrans består af 15 sonetter, der som bekendt skal opfylde visse kriterier for at være en krans. Hermed introduceres en lillesøster til sonetkransen: sonetringen. En sonetring er én sonet, der rummer to sonetter, idet den både kan læses forfra og bagfra - som det anskueliggøres visuelt i videodigtet her: Solhverv.