Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen
Forside
Alle digte
Seneste nyt
Om Polifilo
Om Rune Engelbreth Larsen
Søg
Kontakt
Polifilo.dk


Jeg drømte mig en drøm



Jeg drømte mig en drøm om en genkommen kvinde, på vej op af vandet,
Jeg drømte, hun blev fulgt af et underligt optog, på vej ud i landet ...


Jeg så jægere og samlere sparsomt klædt i skind
Jeg så landets første mennesker vandre ud og ind

Jeg så vikingernes skibe på vinger over vand
Jeg så krigere og handlende krydse by og land

Jeg så Saxo læse op i fornøjeligste stil
Jeg så Snorre fyre op under lidenskab og smil

Jeg så Tycho tænde stjerner fra Stjerneborg på Hven
Jeg så ensrettere true med heksebål og sten

Jeg så våbenskjoldets hjerter med løverne på spring
Jeg så Tordenskjolds soldater gå rundt og rundt i ring

Jeg så Holbergs tolerance og rettigheders værd
Jeg så frihedsfaner blafre, rebellers skarpe sværd

Jeg så Struensees reformer og oplysningens ånd
Jeg så stavnsbånd, der blev løsnet, og slavers brudte bånd

Jeg så Oehlenschläger åbne for venskab frem for spot
Jeg så guldaldernaturen besunget højt og flot

Jeg så Brandes og P.H. som fædrelandets gys
Jeg så Gyrithe og Agnes som moderlandets lys

Jeg så jøderne forfulgt af nazistisk hån og død
Jeg så fiskerne, der reddede flygtninge i nød

Jeg så modstandsgruppers kampe og slagne heltes blod
Jeg så flertalstyranni, der blev trængt af gejst og mod

Jeg så undergang og tab stimulere nye slag
Jeg så hele dette optog forsamlet om en sag

Jeg så landet som en kvinde, en ånd fra havets strøm
Jeg så havfruen, et smukt paradoks i Danmarks drøm:

Jeg tænkte, at så dansk er der slet ikke andre, der er her i landet;
men heller ikke én er til gengæld så fremmed – som fruen fra vandet.



Rune Engelbreth Larsen: Danmarks krans (2010)
> Som video-digt: Jeg drømte mig en drøm