Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen
Forside
Alle digte
Seneste nyt
Om Polifilo
Om Rune Engelbreth Larsen
Søg
Kontakt
Polifilo.dk


Efterårsjævndøgn



Naturen må stride og årstider glide,
et endeløst kapløb, en tidskonkurrence,

skønt ingen af den grund behøver at lide.
Den flygtige sølvmånes ekstravagance

begynder igen at fortrænge og spidde
den skærende sol på den dagblå fajance,

hvis fronter konstant er i færd med at skride.
Et halvårligt møde, en jævnbyrdig chance,

gi'r tusmørkets dronning og lysets snehvide
et kortvarigt helle, et døgn i balance,

hvor natten og dagen står side om side.
Ved modpolers sjældne forsoningsseance

forandrer og afmærker året i tide
et nyt equilibriums stjålne romance.



Rune Engelbreth Larsen: Cirklen og tangenten (2012)


En sonetkrans består af 15 sonetter, der som bekendt skal opfylde visse kriterier for at være en krans. Hermed introduceres en lillesøster til sonetkransen: sonetringen. En sonetring er én sonet, der rummer to sonetter, idet den både kan læses oppefra og nedefra - læses »Efterårsjævndøgn« nedefra, bliver sonetten til digtet »Forårsjævndøgn«.