Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen


Apologi



Engang var rim nødvendige, og digte uden rim var ikke rigtig poesi,
      men Rimtiden er svunden og forbi.
I dag digter vi Rumtiden, hvor indholdet er grænseløst, og formen ganske fri,
      og dét har for så vidt min sympati.

De snærende og ensrettende regler passer dårligt ind i min filosofi,
      jeg tror på kunstens gavn af mytteri;
på frihed til at trodse både tidsånd og epoker eller tro og kleresi,
      jeg tror på poesiens kætteri.

Imidlertid er intet vel så ufrit som sonetternes rigide harmoni
      og al deres konforme rimeri?
Så hvorfor spændes fast i denne spændetrøjes regelbundne krans af inerti,
      en indskrænkende tvangsanatomi?

Måske fordi de regelløse digte blev til reglen om et lyrisk anarki,
      og rim og rytme nærmest blasfemi?
Måske fordi det frister den, der elsker megen umoderne digtnings liturgi,
      at genbruge dens form og støberi?

Måske fordi novicen her må støtte sig til rim på poesiens snævre sti –
      som stok eller nødvendig terapi?
Måske fordi begynderen har brug for formens fasthed mod en ivrig fantasi,
      der let kan fare vild i entropi?

Måske fordi et frit valg af en hæmmende struktur kan ha' befriende værdi
      som brud på en amorf monotoni?
Måske fordi begrænsningen af rammerne kan øge ordets magt og melodi,
      substansens og detaljens synergi?

Måske fordi der af og til er rim, der nærmest næres af naturens alkymi
      og udløser en lyrisk energi?
Måske fordi sonetten føjer stemninger og indtryk til naturens galleri,
      som gødning til et tegnsprogs gartneri?

Måske fordi de emner, der lå digteren på sinde, motiverer tyveri,
      et lille drys af fortidens magi?
Måske fordi natur såvel som kærlighed befordrer et begejstret frieri,
      der slog mig med sin smittende mani?

Måske det også er sådan, at kvindeøjnes dyb med poesiens søer i
      er knyttet til naturens digteri?
Måske er skovens kronhjort og det gyldne daggry mere end en guldalderkopi
      og savner blot en ny tids eufori?

Måske det løb i pennen, som om sproget selv bestemte både digt og strategi –
      er dét, monstro, et gangbart alibi?
Måske jeg bare lider af en vis anakronistisk appetit og nostalgi,
      forfalder til romantisk drømmeri?

Måske et sammensurium af digterens bevidste valg og sprogets maskepi?
      Det ligner vel en slags apologi?
En slags svar på, »hvorfor« og »hvorfor ikke«, skønt jeg medgi'r, at en del er gætteri;
      for sidst, men ikke mindst – bare fordi.



Rune Engelbreth Larsen: Danmarks krans (2010)