Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen
Forside
Alle digte
Seneste nyt
Om Polifilo
Om Rune Engelbreth Larsen
Søg
Kontakt
Polifilo.dk


Anholt



En dråbe land midt i Kattegats favn,
en ø, en blomstrende ørken, en havn,
et åbent helle, et bydende navn,
en vindblæst stilhed, et indfriet savn.

Se lyse vidder med gulgrønne snit
og dybblå bånd bag en strandvold i hvidt,
et spraglet sletteland, farverigt slidt,
af stormen formet, af bølgerne bidt.

Et syn, der fremkalder ordløse sagn,
til sindets lise, og hjertet til gavn;
et sultent øjes æstetiske agn,
som trolddoms blik mellem nymfe og faun.

Vær tavs derude, lidt ude af trit
med vaners, takters og skemaers ridt;
giv slip på klokken, bliv hverdagen kvit,
– mærk Anholt, drivende, drømmende, frit.



Rune Engelbreth Larsen: Cirklen og tangenten (2012)


Digtet er skrevet efter en tur til Anholt, som også er beskrevet i en klumme i Politiken: »Anholt«. En række fotoserier fra øen kan ses via Danarige.dk, bl.a.: »Ørkenen på Anholt« og »Birkene ved Pakhusbugten på Anholt«.