Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen


Foto: Rune Engelbreth Larsen

Havfruens Danmark



Danmark blev undfanget dybt under jorden,
født på et kridtleje, frembragt af havvand;
frosten var Dana en medsammensvoren,
vindblæst og kurvet, et kvindeligt ravland.

Skovklædt engang, gradvis afklædt som hede,
glinsende perler og dug på et græsstrå.
Skattene venter enhver, der vil lede,
øjet forføres og fyldes af attrå.

Våren er vinterens evige kætter,
sommeren lufter kontrasternes holmgang,
efterårsfarverne lutrer og sletter.

Arven bevæges og opløser stilstand,
scenen er sat i et vindfang med søgang:
Danmark er havfruens blågrønne hjemland.


Rune Engelbreth Larsen
Danmarks krans (2010)



HAVFRUENS DANMARK er den femtende sonet i sonetkransen DANMARKS KRANS. En sonetkrans består af fjorten (+ een) sonetter, der skal opfylde visse kriterier: Sidste strofe i hver sonet skal også være første strofe i den følgende sonet, og sidste strofe i den fjortende sonet skal også være første strofe i kransens første sonet. Dermed er alle sonetter forbundet, og kransen er 'sluttet'. Endelig tilføjes en femtende sonet, den såkaldte mestersonet - ovenstående - som består af de fjorten sonetters slut-strofer. Læs den første sonet og følg hele kransen herfra: GRUNDFJELDETS STØBNING (1).