Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen
Forside
Alle digte
Seneste nyt
Om Polifilo
Om Rune Engelbreth Larsen
Søg
Kontakt
Polifilo.dk


Foto: Rune Engelbreth Larsen

Bølgende havland



Scenen er sat i et vindfang med søgang:
Danmark er mærket af havenes nærvær,
kyster besat af en bølgehærs landgang,
øer beskåret af vandenes plovskær.

Mere end syv tusind kystkilometer
slikkes af havtunger, skum eller sandflugt,
gnubbes og kærtegnes, meter for meter,
odde for odde og havbugt for havbugt.

Tidevand veksler og tidens tand kværner,
sand, tang og sten tegner mønstre på stranden,
alting forandres, selv landskab og stjerner.

Bølgende havland, et omskifteligt farvand,
smukkest, hvor vandstriben skimtes ved randen -
Danmark er havfruens blågrønne hjemland.


Rune Engelbreth Larsen
Danmarks krans (2010)



BØLGENDE HAVLAND er den fjortende sonet i sonetkransen DANMARKS KRANS. En sonetkrans består af fjorten sonetter, der skal opfylde visse kriterier: Sidste strofe i hver sonet skal også være første strofe i den følgende sonet, og sidste strofe i den fjortende sonet skal også være første strofe i kransens første sonet. Dermed er alle sonetter forbundet, og kransen er 'sluttet'. Endelig tilføjes en femtende sonet, den såkaldte mestersonet, som består af de fjorten sonetters slut-strofer. Læs mestersonetten her: HAVFRUENS DANMARK (15).