Polifilo.dk - digte af Rune Engelbreth Larsen


Foto: Rune Engelbreth Larsen

Afklædte skove



Vindblæst og kurvet, et kvindeligt ravland
modtog beboerne høfligt, men afmålt;
kystnært og vildtrigt, skønt fattigt på afstand,
gavmildt og godt, om end nødtørftigt tilmålt.

Øksen fik ryddet en kreds, der blev større,
fremskridtet fældede næsten al skoven.
Sådan fik mennesket sit på det tørre:
Træerne tabte til marken og ploven.

Enkelte småskove undgik kremering,
slap for at ende som landbrug og brædder,
modstod årtusinders svær decimering.

Danmark blev tilskåret, oppe og nede,
landskabet udholdt en målrettet skrædder:
Skovklædt engang, gradvis afklædt som hede.


Rune Engelbreth Larsen
Danmarks krans (2010)



AFKLÆDTE SKOVE er den femte sonet i sonetkransen DANMARKS KRANS. En sonetkrans består af fjorten sonetter, der skal opfylde visse kriterier: Sidste strofe i hver sonet skal også være første strofe i den følgende sonet, og sidste strofe i den fjortende sonet skal også være første strofe i kransens første sonet. Dermed er alle sonetter forbundet, og kransen er 'sluttet'. Endelig tilføjes en femtende sonet, den såkaldte mestersonet, som består af de fjorten sonetters slut-strofer. Læs den næste sonet i kransen her: UDØRK MED PERLER (6).